Rigspolitiet: Hobbykniven er ikke ulovlig

’Knæk-af’-hobbykniven er ikke ulovlig, oplyser Rigspolitiet i et svar til Håndværksrådet. Dog er knivtypen, lige som andre knive, omfattet af den generelt gældende våbenlov.

”Det er Rigspolitiets opfattelse, at traditionelle hobbyknive, hvor bladet skydes frem fra skæftet, og dele brækkes af bladet, efterhånden som det bliver slidt, ikke er at betragte som enhåndsbetjente foldeknive. Det kræver dermed ikke tilladelse fra politiet at sælge, erhverve, besidde, bære og anvende sådanne hobbyknive”.

Sådan svarer Rigspolitiet i en skrivelse Håndværksrådet, der på medlemsvirksomhedernes vegne har søgt svar på, om hobbykniven, der er håndværkeres mest udbredte værktøj, er ulovligt. Problemet blev aktuelt, da en friluftsbutik i sidste måned fik en bøde for at sælge ganske almindelige foldeknive, der med lidt snilde kunne åbnes med en hånd.

Ubehagelig juridisk gråzone
”Våbenloven er noget, vi i Danmark tager gravalvorligt. Det har derfor været rigtig ubehageligt for mange håndværkere og deres mestre at befinde sig i en juridisk gråzone efter dommen. På den baggrund er vi glade for den klare udmelding fra Rigspolitiet”, siger chefkonsulent og jurist Jeppe Rosenmejer.

Rigspolitiet oplyser dog over for Håndværksrådet, at våbenloven generelt betyder, at det er ”forbudt at bære eller besidde kniv eller dolk på offentlig tilgængelige steder mv., medmindre det sker om led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål”.

Multitools er ikke ulovlige
Rigspolitiet oplyser desuden, at multitools som fx den populære Leatherman heller ikke er ulovlige, da man ikke kan åbne kniven direkte fra lukket tilstand men skal åbne en anden funktion først