”Lærlinge udfordrer os på den gode måde”

Der er ikke plads til for mange curlingbørn på en arbejdsplads eller læreplads, men der er plads til at give mester grå hår i hovedet.

Af Heidi Juul Petersen

Der bliver skruet på livet løs på den ophængte kundebil i et af de bagerste værkstedslokale i Vallensbæk Auto Service. De flittige hænder tilhører den 23-årige automekanikerlærling Kristian Krabbe. Han har de sidste tre måneder været i lære hos Klaus Witting, ejer af Vallensbæk Auto Service.

Vallensbæk Auto Service er medlem af Dansk Bilbrancheråd, en del af Håndværksrådet.

”Siden Kristian startede i lære, har jeg sgu fået en del grå hår,” griner svenden Brian Christensen, mens han hiver ud i de begyndende grå hårlokker.

Brian Christensen er den svend, som lærlingen Kristian følger på værkstedet. Han er ligesom Kristian ansat af automekanikermester Klaus Witting, der driver Vallensbæk Auto Service i ni år.
I de år har Vallensbæk Auto Service udlært syv lærlinge og er dermed en af de mange små og mellemstore virksomheder, der tager et større uddannelsesansvar, end mange store virksomheder gør.

Ifølge en undersøgelse af Undervisningsministeriet fra juni 2016, er mere end 8000 unge inden for erhvervsuddannelserne aktivt søgende efter en praktikplads. Det er en stigning på 14 procent i forhold til 2015.

Læringen går begge veje
Egentlig var Kristian Krabbe først startet i lære hos en anden mester, men det gik ikke efter planen.

”Min gamle mester var hele tiden på nakken af mig. Jeg tænkte egentlig, at sådan var det nok bare at være i lære, men til sidst fik jeg nok og fandt en anden praktikplads. Jeg har lært mere de sidste tre måneder hos Klaus end det sidste halvandet år på min gamle praktikplads”, forklarer automekanikerlærling Kristian Krabbe.

Men det er ikke kun lærlingen, der bliver klogere af at være i lære. Ifølge mesteren, Klaus Witting, så lærer en virksomhed også meget af at have en lærling i værkstedet.

”Lærlinge udfordrer os på den gode måde. Jeg lærer noget i forhold til at håndtere forskellige personligheder og forskelligt personale, og svendene bliver mere bevidste om deres egen faglighed og kunnen. De bliver mere reflekterede, når de skal forklare lærlingen, hvordan man gør. Og så synes de, det er fedt at sætte deres eget præg på lærlingen og lære fra sig,” siger Klaus Witting.

Praktikforløbet tages seriøst
Ifølge Klaus Witting er det vigtigt, at man ikke sætter lærlingene til at feje og køre med skrald, men at man som mester tager læretiden seriøst og giver dem noget ansvar. Han forklarer, at på hans værksted bliver lærlingene behandlet som små svende, der har en fast tilknyttet færdiguddannet svend, de kan spørge til råds, og som de bliver vejledt af.

”Selvfølgelig skal en lærling også kunne feje, men hovedformålet er altså, at han skal lære at skrue i biler. Sådan har jeg jo også selv stået i lære,” siger Klaus Witting.

Han mener dog, at der er en markant forskel på de lærlinge skolerne sender ud i dag i forhold til for ti år siden. Han kunne godt ønske sig, at skolerne i højere grad overvejede, hvilke lærlinge de tilbyder til virksomhederne.

”Jeg er super glad for vores nuværende lærlinge, men har også haft curlingbørn, der havde svært ved at møde til tiden, og med at vi stillede krav til dem. Men et autoværksted er altså også en arbejdsplads, hvor der er kunder og opgaver, der venter. Så en del af læringen er også at opdrage de unge til, hvordan man er på et værksted,” siger Klaus.

Svenden Brian Christensen er enig med sin mester og tilføjer, ”Der er de lærlinge, der ikke har evnerne, men som godt gider. Og der er de lærlinge, som har evnerne, men ikke gider. De værste er dem, der har evnerne, men som ikke gider. Dem kan man ikke rigtig stille så meget op med.”

Vi har et ansvar
Klaus kan dog godt forstå, at man som mester kan have tabt gejsten med at have lærlinge, hvis man har haft en dårlig oplevelse, men han mener ikke, det er grund nok til at opgive at have lærlinge.

”Vi har et ansvar og en samfundspligt til at tage lærlinge, for vi kommer til at mangle mekanikere i fremtiden. Hvis vi ikke selv er med til at uddanne nogle, hvordan skal vi så kunne ansætte nogle dygtige mekanikere? Når man selv oplærer en lærling, så har det den fordel, at man ved, hvad han kan. Man skal jo også lige huske, at man selv engang fik en chance hos en mester,” siger Klaus Witting.